søndag den 29. november 2009

Ansøgningsfrist til QuongaFest 2010

Har du en forestilling du vil vise verden, et projekt du brænder for, en idé du vil realisere eller andet sjovt og kreativt ballade? Så send en ansøgning til QuongaFest 2010 i Århus. Det er ved at være sidste chance, for på onsdag den 2. december er der ansøgningsfrist til næste års teatervækstlagsfestival. Festivalen ligger fra den 29. april til den 2. maj.

Alle kan ansøge – med teater, poesi, kunst, dans, film, musik, gøgl, performance, noget midt i mellem, eller noget helt andet, og uanset hvor i landet man kommer fra.

Hvis du vil søge med en forestilling eller et andet kreativt indslag, så skynd dig at hente ansøgningsskemaet her, udfylde det og sende det tilbage til os, så bliver vi helt begejstrede.

QuongaKram fra QuongaFest

The flood for Climate justice

Skuespillere søges til "The flood for Climate justice" til 12. december i København
Transport betales.

Line Kirk og miljøbevægelsen Noah er ved, at planlægge en stor event under klimatopmødet, det kommer til at foregå d. 12 december, hvor vi vil oversvømme København i Mennesker og meninger i "The flood for Climate justice".
Eventen er lige i midten af klimatopmødet COP 15, vi laver eventen, for at sætte fokus på verdensledere ikke må promovere falske løsninger, men at de er nødt til at lave en aftale som er fair for alle.

Vi er igang med at bygge et stort aktiemarked, men det er ikke noget helt almindeligt aktiemarked. Det der foregår er nemlig carbon trading og offsetting, hvilket vil sige at de rige lande køber de fattiges naturressourcer, så de slipper for at ændre deres livsstil og kan blive ved med at forurene atmosfæren. Det de gentlig gør er at købe og sælge forurenet luft og laver penge ud af ingenting.

Vi samler min. 2000 mennesker på halmtorvet, klæder os i blå ponchoer og laver en flod af mennesker og meninger, som strømmer gennem Københavns gader og tilsidst når frem til Carbon markedet på Christiansborg slotsplads, hvor vi sammen vil vaske det væk! Det er et symbol på at alle de falske markedsbaserede løsninger skal ud af klimaforhandlingerne.

Det jeg gerne vil have din hjælp til er inputs til hvordan vi skaber denne illusion, helt fra begyndelsen, hvor jeg forestiller mig at men in black kan være tilstede og skabe illusionen og "provokere" folk fra starten af demoen. Og disse går med i floden og holder stemningen af at de sælger vores klode. jeg håber så på at de samtidig kan fungere som en slagss guides (stewards) som kan hjælpe flooden med at løbe den rigtig vej og holde humøret oppe. Altså fungere som en slags crowd managers...

Det hele kulliminerer på christiansborg slotsplads, hvor vi vasker alle carbon traderne væk ved at oversvømme aktiemarkedet og omdanne dem til en del af floden/ eller mr. green. (mænd i grønt)

Jeg estimerer at vi skal bruge min 30, men jeg har rigtig meget brug for inputs om dette er realistisk.

Håber det har vakt din interesse og du har mulighed for at hjælpe mig! Skriv eller ring gerne for mere info og evt. uddybning!

Se også www.floodcopenhagen.org og vores you tube channel, hvor du blandt andet kan se videoer fra vores teaser actions...

Mange hilsner

Line Kirk

lirken(a)gmail.com
20765509

lørdag den 28. november 2009

PsykoThriller på Rosenteatret

Søges til Psykothriller på Rosenteatret.

Spillere, Scenograf, Lydtekniker,Lystekniker, Special Effects, Videoproduktions-ansvarlig, Producer, Pr-ansvarlig, Instruktør-assistent.

Det vil være et stykke, som bygges op gennem styret improteater.

Dvs. jeg kender stykkets handling. Jeg ved hvor scenerne skal starte og slutte så nogenlunde… Gennem improvisationer driver vi så handling frem. Efter prøverne går jeg hjem og skriver på det. Analyserer. Sørger for at den røde tråd holder. Dramatiske punkter osv.

Vi improviserer videre over samme eller nye scener. Til sidst når det hele er gennemarbejdet står vi med et færdigt manus. Og vi kan så begynde at øver det.

Jeg forestiller mig at vi skal ramme en varighed på en time. Men lad os se hvor vi ender.

Spillerne har stor indflydelse på deres karakterer, og en vis indflydelse på handlingen, til et vist punkt.

Pitch:
6 mennesker har sagt ja til at medvirke i det ULTIMATIVE reality show. Der er en stor pengepræmie og berømmelse til vinderen. Men hvad de ikke ved, er graden af ydmygelser de må igennem, for at vinde præmien. I et show som ikke går ud på, at fange publikum i glæde over at se en vinder. Men fange publikum i deres ubændige trang til at se mennesker fornedres og overskride alle grænser.

Men hvad ingen af deltagerne ved er, at der kun kan være en´ vinder af showet. Af den ene grund. At når showet slutter, er der kun en tilbage i live. Det ultimative realityshow, går altså på at drive mennesker helt derud, hvor der ingen vej er tilbage.

Jeg søger 6 spillere, som synes det her kunne være spændende. Arbejdsformen er hård, og kræver arbejdsmoral. Fordi det et stykke af vejen, vil føles som om der mangler struktur, og fordi at man som skuespiller er tryggest ved blot at have det hele på et stykke papir fra starten

Stykket skal spille på Rosenteatret. Vi har fået en premiere dato til april. Vi spiller på Rosenteatret.

Jeg vil gøre opmærksom på at jeg forbeholder mig ret til manus. Til at rette i jeres replikker. Til at slette og ændre alt hvad der kommer frem. Det er en idé jeg har arbejdet med længe, og jeg kunne ligeså godt sætte mig og skrive det nu. Men synes denne arbejdsmetode kunne være vildt spændende. Jeg har tænkt mig at udgive stykket bagefter. Bare så alle ved det.

Jeg håber ikke det her lyder alt for rodet. Det er tanker, jeg hurtigt har forsøgt at få ned på papir.

Send mig en mail hurtigt,, hvis du er interesseret…

Kh Palle

Palle0069(a)hotmail.com

Et sted mellem anden og tredje

LilleLab præsenterer i samarbejde med Teater Katapult
”Et sted mellem anden og tredje”

Tre mennesker sidder fast. I en elevator. De kender ikke hinanden.
Isoleret i hver deres ensomhed er de på flugt fra dem selv. Fanget i elevatoren kan flugten ikke fortsætte og de tre konfronteres nu med virkeligheden - både deres egen og de andres. Tiden står stille et sted mellem anden og tredje, og de glemmer efterhånden om de var på vej op eller ned. Deres liv er sat på "pause" i et rum uden for tid og sted…

LilleLab er en ung uafhængig teatergruppe, der blev dannet i København i sommeren 2008 af skuespillerne Signe Barfoed, Ida Kenskov og René W. Larsen.
Gruppens ambition er at skabe nyt, ungt teater med nerve og nærvær i et legende udtryk.

Forestillingen ”Et sted mellem anden og tredje” er skrevet af den unge dramatiker Jonas Schnor i samarbejde med skuespillerne. Gennem improvisationer blev grundlaget for karaktererne, deres liv og selve stykkets historie formet.
Det var en lærerig, udfordrende og inspirerende proces, hvilket har givet forestillingen et levende og personligt udtryk.

”Et sted mellem anden og tredje” er en forestilling, der bryder de sceniske rum og veksler mellem forskellige udtryk, men er frem for alt fortalt i en realistisk spillestil.
Den debuterende instruktør Stine Gyldenkernes iscenesættelse er humoristisk, musikalsk og fysisk.

”Et sted mellem anden og tredje” spiller på Katapult fra d. 8.12 – 11.12 2009 alle dage kl 20.00.
Billetter bestilles på tlf: 86202699 ml 10-16, eller på www.katapult.dk
Pris: 95,-/65,-

Medvirkende: Signe Barfoed, Ida Kenskov, René W. Larsen.
Iscenesættelse: Stine Gyldenkerne. Dramatiker: Jonas Schnor
Scenografi: Julian Toldam, lys: Mikkel Givskov Hansen.

Kort nyt fra Move'n Act

Move’n Act inviterer til visning
Mød op, når skolens elever viser deres arbejde frem med en forestilling d. 16. og 17. december om aftenen på Entré Scenen. Nærmere information om arrangementet findes på www.movenact.dk.

Sceneskolen skifter navn til Teaterskolen Move’n Act
Sceneskolen Move’n Act skifter navn til Teaterskolen Move’n Act. Navneskiftet vil blive markeret d. 16. december på Entré Scenen i forbindelse med premieren på visningen af elevernes arbejde.

Frihed & Kreativitet med Peter Bastian
Peter Bastian afholder den kreative workshop Frihed & Kreativitet d. 5.-6. december. Lær hvordan du frigør din kreativitet, blandt andet gennem meditation, og hvordan personlig udvikling og fællesskab kan gå op i en højere enhed. Læs mere og tilmeld dig på http://www.movenact.dk/frihed_og_kreativitet.php.

Intensiv stemmeworkshop
Laila Skovmand afholder en intensiv stemmeworkshop for sangere, performere, dansere og andre, som har lyst til at arbejde intensivt med performance og den musikalske stemme. Kurset løber over fire weekender med start d. 8. januar 2010. Læs mere på http://www.movenact.dk/intensiv_stemmeworkshop.php og tilmeld dig hos Laila på lailaskovmand(a)gmail.com med en kort beskrivelse af dig selv, din erfaring og din motivation for at deltage.

Den Levende Sang
Lær at sætte sangen fri og at udfordre den på utallige måder, når Laila Skovmand inviterer til workshoppen Den Levende Sang d. 26.-28. februar 2010. Læs mere og tilmeld dig på http://www.movenact.dk/den_levende_sang.php.

tirsdag den 17. november 2009

Skrupsulten

Teater GelderaK har skabt en hæsblæsende forestilling, der i bedste Hitchcock stil, blander nerverpirrende spænding med makaber humor. Vi inviterer dig til Rosenteaterets mørke intimscene hvor vi byder på en klassisk, kannibalistisk horrorwestern.

Instruktion og manuskript: Christian S. Hersker
Skuespillere: Emil Thorhauge-Thejll, Stine Moltzen, Thomas Friis, Michael Lysgaard, Jonas Møller og Stine Pedersen.
Musik og lyd: Iza Mortag Freund og James Brook
Lysdesign: Mikkel Givskov Hansen
Video: Marcus Kjøgs
Scenografi: Tore Abbednæs / Thorbjørn Kloster
Make-Up: Kathrine Abel / Irene Ingerslev
Fotograf: Steffen Søgaard
Dramaturg: Ulrik Sarp Hansen
Projekt-kordinator: Marion Vick

Spilletider:
Onsdag d. 18/11 kl. 20.00
Torsdag d. 19/11 kl. 20.00
Fredag d. 20/11 kl. 20.00
Lørdag d. 21/11 kl. 20.00
Mandag d. 23/11 kl. 20.00
Tirsdag d. 24/11 kl. 20.00

Billetbestilling: tlf. 86126874 eller billet(a)rosenteatret.dk
Billetpris: 95,- / 65,- (studerende og pensionister)

DATS Teateruddannelse

DATS starter en ny omgang Teateruddannelse op (januar-juni 2010). Denne gang er det i Vestdanmark, - og derfor helt oplagt for Quonganere.

Uddannelsen er et sammenhængende kursusforløb, der beskæftiger sig med alle de elementer, en teaterproduktion kan bestå af. Uddannelsen er opdelt i emnemoduler og strækker sig over syv måneder med en weekend til hvert modul. Der sluttes af med ti dage samlet, hvor man bruger alle de indhøstede erfaringer i arbejdet med en slutproduktion.

Teateruddannelsen er ment som et uddannelsesforløb, hvor den enkelte kursist uddanner sig personligt undervejs, og så vender tilbage til sin scene og bringer sine nye indhøstede erfaringer og inspirationer videre. På den måde kan den enkelte kursist, ud over at få glæde af kurset selv, også være med til at præge en positiv udvikling i en større sammenhæng.

Underviserne er: Lise Kamp Dahlerup, Morten Hovman, Peter Rafh Dahm, Karen Lundsby Andersen, Jens Damsager.

Der er senest tilmelding den 15. december 2009 og det koster kun 9.500 kr. for personlige medlemmer af DATS (der betales i flere rater og man kan også prøve at søge Århus kreds om et yderligere tilskud samt Århus kommune, www.aarhuskommune.dk, søg på lederuddannelse).

Man kan læse mere om teateruddannelsen og hvad de enkelte moduler rummer på www.dats.dk

KH. JULIE
DATS

Infomøde om julekalenderteater i hjertet af Århus

Teaterforeningen Nojazz vil tage julekalenderen og århusianerne ud af stuerne og sende nisse-TV live i Århus midtby i 2010. Nojazz inviterer til informations-møde og opfordrer alle århusianere til at møde op og støtte projektet.

Det bliver en live julekalender i 24 afsnit placeret på et centralt torv i Århus midtby, når NisseTVJulekalenderFjernsynsTeater løber af stablen i december næste år. Teaterforeningen Nojazz lægger op til at det skal være et unikt fælles projekt der skal samle århusianerne. Teaterforeningen har sammen med tegneren Ivar Gjørup, der står bag tegneserien Egoland i Politiken, taget initiativ til at begynde et samarbejde i Århus, hvor kulturinstitutioner, virksomheder og interessegrupper ved fælles hjælp skal sætte byens julekalender op.

- Det er utrolig vigtigt, at dette bliver et unikt fælles projekt for århusianerne, så det bliver en tradition der fortæller, at nu er julen kommet til Århus, samt at det bliver noget man samles om, taler om og har en mening om, siger projektleder Bjørn Brinch fra teaterforeningen Nojazz.

Visionen for julekalenderen er at overføre fjernsynets julekalender til teatermediet og dermed skabe en unik Århus historie. Ønsket er, at påbegynde en tradition for at der hvert år frem til Kulturby 2017 skal være julekalenderteater i Århus i december måned frem til juleaften.

- Julekalenderen er designet til at favne så bredt som muligt. Der bliver visuelle indtryk for de mindste, en fortælling og musik til de lidt større og en underfundig Gjørup/Egolandsk leg med ordene og et satirisk bid der taler til de voksne, fortæller Bjørn Brinch.

- Netop fordi intentionen med julekalenderen er at samle Århus opfordres lokale virksomheder, kulturinstitutioner, handelsdrivende og den almindelige århusianer til at støtte op omkring projektet. I samarbejde med lokale medier skal nisserne i julekalenderen gøres til en fælles begivenhed i børneinstitutioner, på skoler og på arbejdspladser.

- Det er vigtigt at så mange som muligt støtter op omkring projektet, dels for at det kan lade sig gøre, men i lige så høj grad for at gøre projektet til et fælles århusiansk projekt der hver dag op mod jul skal samle århusianerne, siger Bjørn Brinch og fortsætter:

- Projektet er en gadeteaterforestilling og er derfor uden entre, og derfor må vi tænke i alternativ finansiering. Her får vi brug for megen velvilje fra de lokale virksomheder og kulturinstitutioner, som vi meget gerne vil gøre til en del af projektet. Formålet er således ikke kun at samle byens borgere til forestillingerne, men også at involvere hele byen omkring tilblivelsen, slutter han.

Teaterforeningen Nojazz indkalder til informationsmøde om teaterjulekalenderen den 1. december kl. 16.00 i Studenterhuset, Nordhavnsgade 1, 8000 Århus C. Alle er velkomne.

Kontakt Bjørn Brinch ved teaterforeningen Nojazz på mobil 51 235 735, mail: bb(a)nojazz.dk

www.nissetv.dk

torsdag den 12. november 2009

"På Den 2. Side" af Dejan Dukovski

Teatergruppen LYSANDER har premiere på forestillingen "På Den 2. Side" af Dejan Dukovski.

På Den 2. Side
I hæren må man ikke tænke. Man gemmer pikken og hjernen i lommen og hvis man ikke er på de stærkes side er man på røven.". Med en historie der aldrig bliver geografisk placeret, véd vi kun, at en krig netop er overstået. I denne elendighed møder vi fire mennesker:

Laki, en dukkemager
Lulu, en prostitueret
Triki, en tryllekunstner samt ekssoldat
Lili, en ung pige med håb om kærlighed

Fire forskellige og uafhængige mennesker, som alligevel ikke kunne være mere forbundet og ens. Fælles for dem er, at de forsøger at komme videre efter krigen. Krigens efter-effekt er dog først lige begyndt at indfinde sig, og de er derfor tvunget til at skulle finde tilbage til menneskeligheden inde i dem selv for at komme videre.

Velkommen til Dejan Dukovskis univers, der byder på ubarmhjertighed, meningsløshed, ukronologi, sex og en del vodka..

Premiere: Fredag den 13. november på Teater Katapult i Århus.
Forestillingsperiode: 13. nov - 21. nov kl. 20:00
Dog 14. nov og 21. nov kl. 16:00 (spiller IKKE 15. nov og 16. nov)

Læs mere om og se teaseren for forestillingen på www.katapult.dk/page83.aspx

Dramatiker: Dejan Dukovski
Iscenesættelse: Morten K. Roesen
Medvirkende: Sara Mouritzen, Marlene Andersen Brønd, Tommy Kalmar, Anuresh Rattan
Scenografi og kostumer: Catherine Johnson og Ruth Noer
Lysdesign: Mette Reinholdt
Afvikler og Politimand: Mathias Myrthue Justesen
Original musik: Jan Skambraks
Grafisk Design: Cüneyt Pala
Fotografering: Brian O'Brien Grønvold
Produktionsleder: Ida Christoffersen
Producent: Teatergruppen LYSANDER

Billetbestilling
http://www.katapult.dk/page83.aspx
tlf. 86202629
Pris 100,-/70,- stud, u.u. 26, pens., grp. over 10

Stand-sild søges

PureLove® er en kunst-event der løber af staben i slutningen af måneden på RUM46, Århus C - fra og med d. 26 til og med d. 28.nov.
I den forbindelse skal vi bruge to stand-sild til at kredse om publikum i åbningsperioden som er kl 14 - 19 i de tre dage : )

PureLove® giver sig ud for at være det nyeste nye Green Technology-produkt på markedet - en æske i håndlavet træ (20 x 20 cm), der hvisker kærlighedserklæringer til kunden/køberen når ellers solcelle-batteriet er opladet.
Det bagvedliggende Mind-set er at "man jo køber digitaliseret kærlighed"(sprodukter/erstatninger) bla. fordi det er moderne, bekvemt og tilpas distanceret fra den virkelige menneskelige uforudsigelige interaktion.

D. 26-28. nov. vil vi således launche PureLove® i RUM46 - produkterne er udstillede (vi bygger ca. 8), et 2x2,5 meter stort fotografi viser det rene kys i naturlig stil.
Alle æskerne vil stå fremme og ved at lægge øret til vil man få et bredt udvalg af kærlighedserklæringer at høre - nogle mere saftige end andre.

Stand-sildene skal vise rundt, servere en drink, tage imod ordre (man kan bestille en æske) og guide de der vil indtale en personlig erklæring (det kan man nemlig også).

Som viral reklame vil vi lave en 30 sek. kort introduktion til PureLove som vi vil lægge på Nettet - med en Stand-sild i bedste stewardesse-stil fortæller om produktet.

Er du interesseret så skriv en mail til Signe Klejs på klejs(a)cygne.dk eller ring på 61277765

Bedste hilsner
Signe Klejs
www.pure-love.dk

Rusland

Invitation til “Rusland” med efterfølgende diskussion om undergrundsteater og uafhængig scenekunst.

Den unge instruktør og dramatiker Cecilie Ullerup Schmidt, er lige nu aktuel med forestillingen “Rusland” på Københavns nye åbne scene NYAVENY, herefter kommer forestillingen til Århus og spiller på Entré Scenen d. 12. - 18. november, hverdage kl. 20, lør. kl. 17.

I den forbindelse er der d. 16. og/eller 17. nov. mulighed for en uformel snak med instruktøren, der er nyuddannet fra Giessen Institut for anvendt teatervidenskab i Tyskland.
Kom og hør om Cecilies vej uden om de etablerede skoler til kunstrådsstøtten.. Stil spørgsmål og bland jer i snakken om undergrundsteaterets mål og synet på de etablerede teatre..

Cecilie Ullerup Schmidt har modtaget støtte fra Kunstrådet og arbejder med et hold af professionelle kræfter bag scenen – men ser stadig sig selv som et vildskud....

- Hvad betyder det f.eks. at hun ikke har gået på en såkaldt teaterskole og ikke har en årelang uddannelse der bakker hendes titel som instruktør og dramatiker op?

Cecilie Ullerup Schmidt har været med i Xofia siden 2003 og været medskaber af "Død grød med fløde", "søs skal giftes" og "MitRum - shhh! hør lige på mig" på Vildskud. Desuden har hun været instruktørassistent for bl.a. Peter Langdal og Christian Lollike. Hun er nybagt kandidat fra moderne kultur på KU, har gået på Giessen Institut for Anvendt Teatervidenskab i Tyskland og er medlem af den tyske independent performancekollektiv Monster Truck (www.mostertrucker.de ), hvor hun selv står på scenen. Hun arbejder som dramaturg for Boris Nikitin og performer i duoen Chuck Morris og med koreograferne deufert+plischke (www.artistwin.de ). Hendes kendskab til den internationale performancescene går gennem byerne Basel, Bruxelles, Hamborg, Düsseldorf og København. Cecilie bor i Berlin.

Billetbestilling: 86190079 kl. 10 - 16
Normal: 110 kr.
Studerende: 55 kr.
Gruppe (minimum 10 personer): 30 kr.

søndag den 1. november 2009

QuongaBar

Det er mørkt og koldt og blæsende og efterår, sommertiden har for længst forladt os, og kulden og ensomheden ligger på lur, klar til at gnave i krop og sjæl.

Men bare rolig. Glem efterår og kulde, og kom til QuongaBar. Her er hyggeligt og varmt og fyldt med glade mennesker. Quongas fredagsbar løber igen af stabelen på fredag den 6. november fra 16:00 til 18:30 i Teater Katapults cafe, og du vil kunne varme både krop og sjæl på en god kop kaffe, en herlig øl, og den fantastiske musik fra singersongwriter Maria Ørndrup.

QuongaBar - for alle der kan lide kaffe, øl og fantastisk musik.

LØNNET: Plakatophængere søges til teaterforestillingen "På Den 2. Side"

Vækstlagsgruppen Teatergruppen LYSANDER søger 2 personer til at hænge plakater op og dele postkort/flyers ud for teaterforestillingen "På Den 2. Side" premiere 13. november på Teater Katapult.

For besværet tilbydes 300 kr. hver samt 1 fribillet pr. person. Udover dette bliver man naturligvis også takket i programmet.

Pr. person får man ca 50 plakater og en hel del postkort. Disse skal hhv. hænges op og deles ud forskellige steder i byen herunder caféer, frisørsaloner etc. I vil få ruter af vide når I afhenter plakaterne og postkortene.

Man kan få plakterne og postkortene onsdag d. 4. november (måske allerede tirsdag d. 3. nov).
Disse skal helst sættes op hurtigst muligt således at de er hængt op i slutningen af næste uge (uge 45).

Så er du/I frisk på at tjene lidt penge og sætte plakater op, kontakt da venligst

Morten K. Roesen

tlf. 22133834

eller på mail teatergruppenlysander(a)gmail.com

Opslag fra Entrescenen

Interested in Theatre/Film Production?

Goossun Art-illery is looking for an enthusiastic and capable intern to support the production team during a two-week residency in “Laboratoriet” at Entré Scenen in Aarhus. The residency is devoted to artistic research and preparation for the production of HamletZar, a large-scale, international theatre and film project.

Interns will have the opportunity to work with an international team of professionals in an intensive environment and gain experience in the production of the residency. They will be required to support the production team and performers on a day-to-day basis, helping to ensure the smooth-running and success of the residency.

The position would suit applicants interested in a career in the arts and looking to gain experience and expertise.

Dates: 10th - 18th January 2010

To apply, please send a brief email telling us a little about your background, interests and experience to Maya Foa at production(a)goossun.com.

Interested in Theatre/Documentary Production?

We are looking for an energetic and enthusiastic assistant film editor to join the HamletZar documentary team in “Laboratoriet” at Entré Scenen in Aarhus from the 10th – 18th January, 2010. HamletZar is a large-scale, international theatre and film project which is being prepared through a series of intensive two-week residencies held in different parts of the world. The film-makers, Luca and Gabriele Stifani, travel with the project, documenting every stage of the process with a view to ultimately creating an original artistic documentary to be shown alongside the theatre performance.

The position would suit an amateur film editor or student in film studies looking to gain professional experience in the field and learn more about the editing and film-making process. He/she will be required to log clips and footage and perhaps begin a rough cut of the material depending on his/her experience and interests.

Dates: 10th - 18th January 2010

To apply, please send a brief email telling us a little about your background, interests and experience to Maya Foa at production(a)goossun.com.

Teater Katapult forår 2010

Teater Katapult er i øjeblikket i gang med at planlægge repertoire for foråret 2010.
Hvis man har noget, man ønsker at få med på, repertoiret skal man henvende sig inden 15. november som er deadline, så vil det blive taget i betragtning på førstkommende repertire-møde
Henvendelse sker ved at kontakte: Thomas Kragebæk på thomas(a)katapult.dk

INterval - nyt dansekompagni

Hej Allesammen

Danser/skuespiller/akrobater/gymnaster anything goes søges.....HASTER

Jeg vil gerne etablere et kompagni, der hedder "INterval". Kompagniet skal træne frem til den 12. dec. ca. 3 timer om ugen. Vi skal arbejde med "FLying low teknikken", som er en teknik, hvor man arbejder med fart, og det at komme op og ned fra gulvet. Resultatet af arbejdet skal vises lørdag d. 12 dec. 2009 til en dansefestival i Fredericia.

Her er en kort personlig beskrivelse af teknikken.

"Der er ikke noget, der hedder destination eller position det eneste, der er, det er fysisk bevægelse over tid.

....

En kineser med pandehåret sat op i et springvand står mit på dansegulvet, hun drejer rundt og rundt omkring sig selv og vifter af og til med armene som om, der er nogle fluer, der generer hende. Hun ser ikke alle de andre, der ligger på gulvet og strækker ud. Hendes slanke krop drejer bare forvirret rundt i cirkler. Hendes krop fortæller en historie, der aldrig stopper.

....

Fra stående, smelter jeg ned i gulvet, hvor efter min krop føres videre rundt i en kolbøtte, der ender i, at jeg slider over gulvet. Jeg eksploderer i en drejning rundt mod højre hjørne i siddende position. Hvorefter jeg tager hele min krop med mig fra siddende til løbende, og så løber jeg sammen med de 30 andre dansere for livet i en kurve hen mod det andet hjørne. Mit løb transformerer sig til en håndstand, hvorefter jeg smelter ned i gulvet og bliver et med gulvet. Og BANG! jeg eksploderer i alle retninger frem, og "tager hele lokalet" med mig op imod loftet. "

Hvem er friske? Send gerne mailen videre hvis I kender nogle der kunne være interesseret. Trænningen kommer til at finde sted i Århus.

Meld tilbage hurtigst muligt på grovnk(a)gmail.com

MVH.
Kathrine Grovn Nissen

Kortlægning af Århus Teatervækstlag til Århus 2017

Kære Quonganere

I forbindelse med at Århus ansøger om at blive europæisk kulturhovedstad anno 2017, er Aarhus Universitet i samarbejde med 2017-projektet gået i gang med en kortlægning af kulturen i Århus. Det er ikke alene byens fysiske træk der skal kortlægges, men også byens kulturelle identitet og karakter, kreative ressourcer, kunstneriske netværk og innovative potentiale.

Vil du vide mere om projektet kan du finde oplysninger på www.aarhus2017.dk.

Du kan hjælpe os med at danne overblik over teatervækstlaget i Århus, ved at klikke på nedenstående link og fortælle om din opfattelse af teater- og kulturlivet i Århus.

Deltag i undersøgelsen:
https://secure.espub.net/survey.aspx?ID=8bc1cb8261fa79120637cd0df973bf9b

Der gøres opmærksom på, at denne web baserede undersøgelse, er forskellig fra den publikumsundersøgelse som også finder sted i forbindelse med kortlægningen rundt på de forskellige teatre.

Husk at jo flere besvarelser vi får i denne undersøgelse, desto mere sagligt grundlag har vi for at fortælle politikerne, hvor vigtigt vækstlaget er, og hvor vigtigt det er at de støtter op om vækstlaget.

Skulle du have interesse i senere at deltage i et fokusgruppeinterview om samme emne, bedes du skrive navn, e-mail samt telefon nummer til stud20063059(a)hum.au.dk