onsdag den 24. september 2008

Diagnose af teatergruppen Porcelænsdukken

Kom og se Diagnose på Teater Katapult fra 1. til 4. oktober.

Diagnose er en selvskrevet moderne samfundskomedie, der retter sig mod et ungt publikum.
Det beskriver et samfund, hvor eksperternes ord er lov: En mand får stillet diagnosen sindssyge. Han forstår det ikke selv, da han umiddelbart føler sig helt normal. Vi ser hvordan han tager kampen op mod et samfund, der stoler blindt på ’eksperternes’ ord, og hvordan han langsomt selv kommer i tvivl om, hvorvidt han faktisk er syg.

Hvornår er et menneskesind sygt? Har vi overhovedet ret til at diagnosticere ud fra en given forestillingsmodel? Har vi ret til at vælge for andre, at tvinge folk i behandling? Hvem kan udråbe sig til ekspert i noget så komplekst som det menneskelige sind?

Diagnose er historien om et samfund, hvor eksperternes ord er lov. Forestillingen handler om frisind, ignorance, ekspertkultur og retfærdighed. Tempoet er højt med mange karakterskift og masser af humor. Tematikkens alvor sniger sig langsomt ind i fortællingen, det holder op med at være sjovt, det bliver sjovt igen, frustrationen eksploderer…

Om Porcelænsdukken
Porcelænsdukken er en uafhængig teatergruppe, der blev grundlagt i starten af 2007 af skuespillerne Simon Brønnum (25), Mads Fahnøe (24) og Jonas Schnor (23). Der ud over virker Victor Eg Frølund som dramaturgisk assistent for gruppen.

Vi arbejder primært med vores egne idéer, skriver manuskripter og sætter vores stykker op på tilgængelige scener. Lejlighedsvis tager vi udfordringen op og opsætter etablerede teaterstykker.

Vi er ambitiøse, nytænkende og fulde af ungdommelig energi.
Så hvorfor Porcelænsdukken?
Fordi Porcelænsdukken ikke er bange for at udfordre sit publikum. Fordi Porcelænsdukkens stykker leveres i et tempo, der appellerer til et moderne publikum, vant til MTV og fastfood. Fordi vi har noget at sige. På grund af energien.

Don't miss out!


Praktisk info
Spillested
Teater Katapult
Spilletid
Onsdag den 1. oktober kl. 20:00
Torsdag den 2. oktober kl. 20:00
Fredag den 3. oktober kl. 20:00
Lørdag den 4. oktober kl. 16:30
Billetter
80 kr. / 60 kr.
Tlf.: 86 20 26 99
Hjemmeside
http://aabnescene.katapult.dk/arrangement.asp?id=8
http://www.myspace.com/porcelaensdukken

mandag den 22. september 2008

AnArkistikA - københavnsk vækstlagsteater

QUASI præsenterer AnArkistikA, denne gang på Katapult i Århus.

Repremiere d. 7. oktober kl. 20.00
Derefter spiller AnArkistikA på følgende dage:

d. 8. oktober kl. 20.00
d. 9. oktober kl. 20.00
d. 10. oktober kl. 20.00 og kl. 22.00
d. 11. oktober kl 15.45

Husk at bestille billetter på www.katapult.dk - vi glæder os til at se jer!

Om AnArkistikA

Musikalsk tegneserieteater om tre unge idealisters kamp for at nå deres mål.

Robin, Buster og Komma starter deres egen tilvalgte familie, som de kalder AnArkistikA. De ønsker at sprede deres vision over hele verden; ultimativ frihed, afskaffelse af alle regler, fri fantasi, fri plads, frit valg, frit liv. Alle skal være med.
De laver happenings og aktioner – men det har ingen effekt!
Idealismen bliver til vanvid. Liv, tro og realitetsfornemmelse bliver sat over styr i kampen for den perfekte verden, friheden og kærligheden.
Er det for sjov? For fremtiden? Kamp? Eller krig?

Og hvem bestemmer når alle bestemmer?

"Installeret på den store cykelanhænger optræder den fjerde medvirkende som DJ med musik, der i øvrigt er rigtig fed og underbygger stemningen i forestillingen." (Teateranmeldelse.dk).

Om efterårets forestilling, 'Meet Meat - en tur i manegen' skrev Bryggebladet: "Vi kan ånde lettet op. De tre– henholdsvis 22-, 24- og 29-årige – stiftere af QUASI tryller på scenen, og det lover godt for generationsskiftet i dansk teater"

Læs mere, se billeder og tjek presseomtaler på nyopdateret hjemmeside: www.quasiteater.dk


Rabat på genopsætningen af Håndbog i Engangsknald

Teaterkollektivet HoiT og Teater Katapult præsenterer



Forestillingen Håndbog i engangsknald er et absurd intimdrama, der ikke er for sarte sjæle. Stykket tiltrak opmærksomhed, da det tidligere på året blev opført under Quonga-festivalen. Nu genopsættes en bearbejdet udgave af stykket i et samarbejde med Teater Katapult – for dem, der tør…

Vi har på Teater Katapult besluttet os for at tilbyde Quonga'er en favorabel pris på forestillingen. Hvor normalprisen er 80/60 kr. (for henholdsvis normalbilletter og billetter til studerende, unge u. 26 år og pensionister), tilbyder vi forestillingen til jer til 60/50 kr. I skal blot sige, at I kommer fra Quonga, når I ringer og bestiller billetter. Forestillingen spiller fra d. 18.-20. og 23.-27. september kl. 20.00 i hverdagene og kl. 16.30 om lørdagen.

Om 'Håndbog i engangsknald'

"En fyr… en pige… et knald… og hvad så? Håndbog i engangsknald er et absurd intimdrama. Med tragikomiske undertoner afdækker forestillingen sex som surrogat for kærlighed samt et middel til magt, anerkendelse og identitet – en rus, der lader os glemme vores selvhad for en kort tid.
I forestillingen sætter Teaterkollektivet HoiT sig selv og mennesker, de kender, i forhold til et medieskabt syn på sex. Skuespillets karakterer afspejler med deres håbløse søgen efter intimitet en kynisk tilgang til menneskeligt samvær. Vi lader os fange ind af drømmen om god sex, men når vi hader os selv bagefter engangsknaldet, hvorfor gør vi det så igen og igen?"

Ny teatergruppe søger skuespillere

SKUESPILLERE SØGES!!

Har du en drøm om at være med i en teatergruppe hvor:

- Dine kolleger brænder for at lave nærværende, innovativt teater med hjerne og hjerte, fordi teater ER VIGTIGT!!

- Du arbejder sammen med kreative, humoristiske, talentfulde mennesker, med hovederne fulde af gode idéer.

- Du er en del af et ensemble som tænker på helheden i ensemblet, og hvor den gode historie er i centrum.

- Skuespillerne hele tiden udvikler deres kunnen og talent med målrettet træning.

- Alle er villige til at yde den indsats der kræves for at det bliver virkelig godt.

........ så er det på med vanten, for så kunne du være lige præcis den vi har brug for.

Vi er to kvindelige skuespillere, én selvlært med 20 års skuespillererfaring, og i færd med kandidaten på dramaturgi, og én uddannet på Dell Arte School of Physical Theatre. Vi ønsker at skabe en stabil og målrettet gruppe med vilje og kreativt talent til at skabe spændende og vedkommende teater.

Du skal være mellem 24 og 50 år, og du skal have erfaring med at spille teater eller film.

Vi ønsker en dynamisk gruppe, og vil gerne have en vis aldersspredning. Så muligvis har du allerede erfaringer fra andre grupper, måske har du forsøgt skuespillerskolerne og er blevet sorteret fra ved 2. eller 3. prøverne? Dig ser vi gerne! Måske var du bare skidegod på højskolen? Hold dig ikke tilbage!! Det vil være et yderligere plus, hvis du tillige har musikalske evner, men det er ikke noget krav.

Planen er at vi samler alle kandidater til en workshop hos den kendte og meget dygtige skuespillerunderviser Finn Hesselager på dennes kursussted i Nørre Snede. Her vil vi over et par dage arbejde, for derved at undersøge hvordan samarbejdet fungerer.
Workshoppen vil danne grundlag for en senere udvælgelse, med henblik på at skabe en gruppe, hvor skuespillernes forskellige egenskaber supplerer hinanden til vores ønskede kombination af bl.a. dynamik og kreativitet. Planen er at gruppen skal rumme ca. 5-6 medlemmer.

Er du interesseret?? Så hold dig ikke tilbage! Måske kan vi slet ikke undvære dig.

Skriv en mail til priperiksen (a) yahoo.dk. Fortæl lidt om dig selv, hvad du tidligere har lavet og hvad dine drømme og planer er, og vi kontakter dig.

De varmeste hilsner fra
Charlotte Prip og Iben Hayduk.

søndag den 7. september 2008

AKA 93 - en forestilling om de vilde piger

Hej Quonganere.

Hvis I ikke nåede det i festugen, så har i stadig chancen. Kom og se skuespillerne fra vækstlagsgruppen Teater Gromada i forestillingen

AKA 93
En forestilling om de vilde piger.
af Teater Freeze Productions

"-så gik jeg bare over og sparkede hende i hovedet"
15-årige Alis fra forestillingen AKA 93

I højaktuelle og hårdtslående AKA 93 møder vi en bande på fire piger. Gennem poesi, musik og stunt oplever vi et tæt og nært billede af deres liv.

AKA 93 er udviklet i tæt samarbejde mellem to stærke århusianske kulturaktører, instruktør Hanne Trap Friis og dramatiker Lærke Sanderhoff. Skuespillerne er fra den ambitiøse, unge teatergruppe Gromada.

Dramatik: Lærke Sanderhoff
Instruktion: Hanne Trap Friis
Skuespillere: Pia Nissen, Sara Fink, Katja Skov Linde, Madeline Stürup-Toft.

AKA 93 fik fire stjerner i Århus Stiftstidende. Anmelderen skrev bl.a.:

"Bandepigerne - som de fire piger fra teatergruppen Gromada - balancerer med god energi - opfører sig skånselsløst og råt. Men de har også bløde sider og drømme"

"AKA 93 gengiver den rå sprogtone og brutalt udadrettede opførsel, som er i pigebander, men viser også, at volden sagtens kan vende indad".

Spillested
Teater Katapult
Rosensgade 11, Århus

Spilletider
9/9-2008 kl. 12 og 17.
10/9-2008 kl. 12 og 20.
11/9-2008 kl. 12 og 17.
12/9-2008 kl. 12 og 20.
13/9-2008 kl. 17.

Varighed
50 min.

Billetpris
80 kr. / 60 kr.

Billetbestilling
86 20 26 99
Mandag til torsdag 10-16
Fredag 10-15

Se mere om forestillingen på www.teatergromada.dk

Terror-kabaret-performance

Kære alle quonganere!

Jeg skriver til jer, fordi jeg har brug for en skuespillerinde samt en forestillingsleder. Stykket har premiere torsdag d. 30 okt. og spiller frem til lørdag d. 1. nov. Prøveperioden foregår 1-2 gange om ugen i september, mens en optrapning forventes i oktober.

Manuskriptet er skrevet af undertegnede som også selv vil stå for instruktionen af dette stykke, der bedst kan betegnes som en terror-kabaret-performance.
Samtlige replikker stammer fra citater af Osama bin Laden og andre Al Qaeda-relaterede, og tager den fundamentalistiske tankegang op på en skæv og humoristisk måde - det skal i samme sætning understreges, at det IKKE er en kritik af muslimsk kultur og tradition, men et opgør med fundamantalismen. Desuden skal det også understreges, at Dansk Folkeparti intet har med dette projekt at gøre - og at undertegnede ligger til venstre for midten...
Stykket skal opføres i Badeanstalten Spaniens 3. sal, som pt. ligger tom. Disse lokaler har et råt look, hvilket passer perfekt til forestillingen.

Forestillingslederens opgave vil være at holde styr på det praktiske såsom kontakt med grafikeren og andre involverede, indkøb af rekvisitter samt et godt overblik.
Interesserede skuespillerinder er velkomne til at kontakte mig for en gennemlæsning af manuskriptet, samt diskussion af rollen.

Mvh
Jesper Bonde Hansen
tlf. 21 26 56 51

Bliv frivillig på Katapults åbne scene!

Katapult har ligget i dvale siden 2006! Men nu har byen igen fået en åben scene for vækstlaget, hvor der er mulighed for at rykke fra 0-100 km/t med Katapult-fart.. Så én ting er stensikkert - der bliver knald på:)

Efterårets program byder på et væld af spændende arrangementer inden for scenekunst, lyrik, debat og musik.

Vi søger derfor friske frivillige kræfter, som har lyst til at hjælpe til i baren til gengæld for en ordentlig en på opleveren – vi kvitterer nemlig med en fribillet til aftenens forestilling og lidt fryns.

Du får samtidig muligheden for at møde andre unge teaterinteresserede til hyggeligt samvær, udvide dit netværk og opleve, hvad der rør sig på den århusianske teaterscene … Ja, og så bliver det selvfølgelig sjovt:)

Hvis du har lyst til at blive frivillig eller bare gerne vil høre noget mere, kan du kontakte:

Thomas D. Kragebæk

Telefon: 86202699

Mail: thomas (a) katapult.dk

Vi glæder os meget til at høre fra dig

Teater Katapult

Rosensgade 11

8000 Århus C

www.katapult.dk