søndag den 10. maj 2009

Kulturnatten holder projektdating

Er du interesseret i at deltage aktivt med projekter i dette års Kulturnat i Århus?

Kulturnat Århus inviterer alle kulturinstitutioner, kunstnere, virksomheder, organisationer m.v. fra Århus og omegn, til Projektdatingmøde:

Tid: tirsdag d. 12. maj kl. 16.00 – 18.00
Sted: Pakhuset, Studenterhus Århus, Nordhavnsgade 1, 8000 Århus C

KulturNat Århus, der i år afvikles d. 9. oktober, har valgt tema. Temaet er ”Spor i Natten – stjerneskud og himmelflugt”.

Århus vrimler med stjerneskud og himmelflygtige tanker og idéer, der kan sætte spor i fremtidens kulturby. I 2009 sættes kulturens mange vinkler og synspunkter derfor på skinner i en omfattende kulturel nat med traditionel, utraditionel og moderne kunst, musik, performance, installationskunst, events, teater og andre skæve, elegante og sjove arrangementer, der skal sætte spor i folks bevidsthed.

KulturNat Århus er en medlemsorganisation stiftet af små og store kulturelle organisationer i Århus. Kulturnatten er etableret for at synliggøre og udbrede den brede kulturelle Århusianske scene. Ikke blot de store og kendte kunstneriske institutioner, men i lige så høj grad de små, skæve og ukendte. Det er det sted, hvor skjulte talenter, fortrolige foreninger og usynlige organisationer kan få lov at vise, hvem de er. Og det er her, man kan eksperimentere med uprøvede idéer på tværs af faggrænser.

Mvh.
Annette Damgaard
Projektleder
KulturNat Århus
60641816

ILT09 mangler stadig frivillige værter

Hej alle Quonganere,

Vi, Kulturhus Århus, har sendt et opslag ud, hvori vi søgte frivillige
værter og værtinder til vores internationale teaterfestival ILT09. Vi har
fået fat i en del frivillige, men der er stadig plads til lidt flere.
Derfor, har du lyst til at påtage dig min. 3 vagter som vært/værtinde i
perioden 11.-18. juni og kan du deltage i vores værtworkshop søndag den 17.
maj kl. 11-15, så skynd dig at kontakte undertegnede. Til gengæld for din
hjælp kan vi tilbyde mulighed for at blive en del af et lille eksklusivt
netværksfællesskab af frivillige, der vil blive brug for igen i 2011, 2013,
2015…, fribilletter til festivalens forestillinger og afslutningsfest.

I vores sidste opslag finder du flere informationer, men du er også meget
velkommen til at kontakte mig for yderligere informationer.
Ansøgningsfristen i opslaget er overstået, men det skal ikke holde DIG
tilbage, hvis du tænder på dette projekt ;)

De venligste hilsner
Lone Jensen,
kulturmedarbejder og tillidsrepræsentant
Kulturhus Århus
Vester Allé 3, 8000 Århus C.
t: 8940 4899 / 5157 5012
m: lojen(a)aarhus.dk
w: www.kulturhusaarhus.dk

Dramatikerworkshop

Går du rundt med en dramatiker i maven?
Har du et manuskript - eller dele af et - liggende i skrivebordskuffen?
Trænger du til hjælp til videreudvikling?


Så kan du blive én af de heldige deltagere i Teater Katapults nye skrive- og workshopgruppe!


Siden 2002 har et af Teater Katapults vigtigste bidrag til det danske kulturliv været udvikling og iscenesættelse af den nye danske samtidsdramatik. Vi har gennem flere år formået at tiltrække og fastholde mange af de kreative og talentfulde kræfter, der findes inden for den dramatiske virksomhed og ikke mindst fungeret som bindeled mellem dramatikeren og den professionelle scene. Mange nu professionelle dramatikere har trådt deres barnesko på Teater Katapult.
Denne udvikling skal naturligvis konstant vedligeholdes, fastholdes og presses, og derfor inviterer Teater Katapult alle nye dramatikertalenter til at ansøge om at komme med i den nyoprettede skrive- og workshopgruppe. Via skrivegruppen er der mulighed for at sparre, lade sig stimulere og netværke med de andre dramatikere samt en styrende og vejledende dramaturg. Ud over skrivegruppemøderne deltager de udvalgte talenter i to heldags workshops med hhv. manuskriptforfatter Abelone Koppel, som underviser i sit populære forløb ”Heltens rejse” og dramatiker Lene Marie Olsen.
Forløbets store finale er et professionelt reading-forløb, som de tre bedste manuskripter gennemgår. To af disse i form af en traditionel, offentlig rehearsed reading på scenen og én i form af en ”walking reading” i byens rum via Teater Katapults nye medie AudioMove.

Og hvordan foregår det så?

  1. Du indsender et færdigt/delvist færdigt/brudstykker af et manuskript (ikke synopsis) til Teater Katapult senest mandag den 25. maj kl. 16.
  2. De 6 manuskripter med mest potentiale udvælges.
  3. De 6 udvalgte dramatikere deltager fra medio juni til ultimo oktober i 4 skrivegruppemøder og to heldags workshops i Århus.
  4. Af de 6 (videreudviklede eller helt nye) manuskripter udvælges de 3 bedste, som i løbet af november gennemgår et 3-dags prøveforløb med professionelle instruktører og skuespillere. De 2 manuskripter fremføres for et publikum som offentlige readings og det tredje som ”walking reading”.

Kriterier for deltagelse:

  • Dit indsendte manuskript skal bestå af min. 5 siders sammenhængende dialog – og gerne mere.
  • Du skal være klar til at videreudvikle dit manuskript eller skrive et helt nyt, modtage kritik og respons i en udviklingsdialog, ”kill your darlings”, respondere på de andres manuskripter og ikke mindst deltage aktivt i alle møder og workshops.
  • Du skal være forberedt på at få en del hjemmearbejde mellem de enkelte skrivegruppemøder og workshops.

Vi ser frem til at modtage en masse spændende, aktuelle, sørgelige, sjove, skæve og lige manuskripter, der på bedste Katapult-vis kan hjælpe os til at ”slå autopiloten fra”!

Manuskriptet mailes til Mette Marie Christensen, Teater Katapult, på adressen:
mettemarie(a)katapult.dk

Hvis mail ikke er en mulighed, send da til:
Teater Katapult
Rosensgade 11
8000 Århus C
mrk. ”manuskript”

søndag den 3. maj 2009

Mejlgade for Mangfoldighed

Har du lyst til at lave en event eller en forestilling til Mejlgade for Mangfoldighed på lørdag den 9. maj? Kontakt Esben på 30343042. De har mulighed for at støtte økonomisk, så gå ikke glip af denne fantastiske mulighed.

QuongaBar

På fredag den 8. maj er der igen QuongaBar på Teater Katapult fra 16:00 til 18:30. Vi har i anledning af dagen før og dagen efter to temaer: QuongaHvededag og Rosengande for Mejlgade for Mangfoldighed. Kom derfor ned på Katapult til varme hveder, hygge, øl og et sneak peak på hvad der skal ske til Mejlgade for Mangfoldighed om lørdagen. Alle er velkomne.

Gengangerne på Katapult

Så er der tilbud for Quonga folket på at komme ind og se Gengangerne af Ibsen.

Prisen er 60,- kr for folk der er med i Quonga-netværket.

Hvis man vil gratis ind og se det, skal man tage en billetvagt - dvs stå for salg/udlevering af billetter. Man møder en time før forestillingen og står for billetsalget. Efter endt vagt, kan man komme op og se forestillingen.

Stykket varer 2 timer og 15 min., med 15 min. pause efter 1.akt. Det kan ses fra 1. til 9. maj, hverdage kl. 20, lørdag 16:30, på Katapult.

Venlig hilsen

Teatertruppen Stormen

Kulturnatten søger gade-events

Jeg har snakket med kulturnatsarrangørerne, og de var meget interesseret i at høre, om der er nogen i Quonga-netværket, der er interesserede i at lave lidt liv og happenings i gaderne, f.eks. på Strøget, under kulturnatten 9. oktober. Årets tema er (bredt!) "Spor i natten - Stjerneskud & himmelflugt". Jeg har ikke fået noget ordentligt præsentationsmateriale fra dem endnu, men hvis der er nogen, der er interesserede, kan de enten kontakte mig (thomas(a)katapult.dk) eller gå direkte til projektlederen for Kulturnatten, Annette Damgaard (info(a)kulturnataarhus.dk).

Venlige hilsner

Thomas Kragebæk

Administrativ medarbejder // Teater Katapult

"A Night in Paradise" med Story Slam og Teater på Trods

Kære Quonganere,

Lad jungletrommerne lyde thi der er spektakulære oplevelser at få i en biograf nær dig!

Tirsdag d. 12. maj kl. 20-23 sprænger Øst for Paradis rammerne!

Øst for Paradis har ligget i Paradisgade i 30 år – og vi markerer nu begyndelsen på de næste 30 ved for første gang nogensinde at lukke hele biografen ned, og i stedet fylde bygningen med kulturelle udskejelser.

Vi slår portene op til en pulserende og dynamisk aften, hvor hele bygningen er spækket med kultur af enhver art fra kælder til kvist, og vi har bl.a. et par klassikere fra dette års Quongafest på programmet!

Så til alle jer der ikke fik set den rammende dokumentarfilm Teater på Trods eller den forrygende Story Slam, er det os en glæde at meddele, at vi har begge ting på programmet!


Programmet ser (foreløbig) sådan her ud:

::SAL A::

20.00: Problemes de Communication: Häxen (1922)
Stumfilmen Heksen fra 1922 tilsat live-musik
www.myspace.com/problemesdecommunication

21.00: Ella Stich
Ella Stich er tvetydighed. Ella Stich er pudsighed. Ella Stich er eftertænksomhed. Ella Stich er skævhed. Ella Stich er frihed.
Singer-songwriter/alternativ pop.
http://www.myspace.com/ellastich

22.00: Pernille Gunvad
Melankolsk pop og rock med rødder i det århusianske.
www.pernillegunvad.dk

::SAL B::

20.00: Dokumentarfilmen "Teater på Trods"

21.00: 5 kortfilm i rap
Filmskaberne fra Århus Filmværksted viser deres bedste kortfilm og følger disse op med anekdoter, fortællinger og insider-viden fra produktionen.
Der vil være en introduktion ved direktøren for Århus Filmværksted, H.P. Møller Andersen, og filmene vi skal se er: Små Piger, Understrøm, Helene, A Sad Story, Noget i Luften

::SAL C::

20.00: Det Andet Teater: Å-Å-Å
Tag på en rejse med ørene og fantasien, når høredramaet Å - Å – Å ! – sendes ud gennem højttalerne. Bliv pirret, følelsesmæssigt berørt og intellektuelt stimuleret.

21.30: Quonga: Story-Slam (juhu!)
Vær dommer, når 6 personer udfordrer og overgår hinanden i at fortælle de vildeste historier

::SAL D::

21.00: SCHWTH: Hjertets Abe Sparker Sig fri
Lyd+-Poesi

22.00: Kortfilm: "Baptised with a double load of pure protein".
8mm film med live musik

::GÅRDEN::

19.30: Segafredo lader duften af kaffe sprede sig over Paradisgade og kreerer kaffespecialiter, som kan indtages sammen med open air-filmen, mens vi nyder forårsvejret

21.30: Out door art cinema!

Ændringer kan forekomme, så hold øje med begivenheden "A Night in Paradise" på Facebook-gruppen Øst for Paradis!


Dørene åbnes kl. 19.30

Vi ses i Paradisgade!


Mange hilsner

Ursula Holst

Øst for Paradis ApS

Gratis eksotisk teater

Kære alle

Vil I godt lade rygtet løbe, at der kommer to fjerne forestillinger på
Kaserne SceneN, Langelandsgade 139, mandag d. 4. maj:

kl. 14.00 Lille Sal: Bathi Rani fra Nepal
kl. 15.00 Store Sal: Bandiougou fra Mali

Gratis adgang - Velkommen og tag venner med!

Lidt om grupperne:


Aarohan Theatre Group er Nepals eneste professionelle teater med kontinuerlig
drift, og har eksisteret siden 1982. Teatrets målsætning er, at bidrage til social forståelse og udvikling i befolkningen gennem forskellige former for teater, dans og musik.
Teatret veksler mellem forestillinger baseret på national og international dramatik på egne scener og via opsøgende gadeteater med et klart socialt budskab til sit publikum. ATG benytter også teater til at spille en aktiv rolle i den demokratiseringsproces, som Nepal har været inde i de seneste år. Gennem dokumentation af forestillinger og egen forlagsvirksomhed bidrager ATG desuden til både at bevare gamle kulturtraditioner i Nepal, og samtidig videreudvikle Nepals kulturelle og kunstneriske mangfoldighed i en ny tid. Ud over dette driver ATG en professionel teaterskole i Kathmandu, og teatret har gennem årene været repræsenteret med forestillinger i en lang række internationale festivaler og øvrige internationale samarbejder.

‘Les Fils d’Adam’. Teatergruppen ’Adams sønner’ blev stiftet i slutningen af 2000 i
det vestafrikanske land Mali, af en gruppe skuespillere og instruktøren Mamadou
Sangaré. Deres første forestilling Petit Bodiel blev spillet mere end 60 gange på
skoler og i fængsler, takket været støtte fra bl.a. UNESCO. I 2002 skabte ‘Les Fils
d’Adam’ Denko ud fra et folkeeventyr, hvor aktuelle temaer som traficking og børnesoldater
inkorporeredes. Forestillingen turnerede succesfuldt i hele Mali. Bandiougou
le dernier - Bandiougou den sidste - er den tredje forestilling skabt i dette
malianske kompagnis regi.

Mvh
John Andreasen

StorySlam vender tilbage - og søger deltagere

Endelig kom muligheden igen!

Quonga præsenterer endnu en gang StorySlam på Øst for Paradis den 12. maj 2009, og mangler friske og fyrrige deltagere, der kan krydre den magiske aften i historiefortællingens navn.

Så er du frisk på at stille op og vise dine fortælleevner i en hed battle med fem andre kampklare mennesker, skal du tilmelde dig på marion(a)quonga.dk, senest den 8. maj.

Husk at man stiller op med 2 historier. Der skal bruges seks deltagere, og der er først til mølle princip for deltagelse.

StorySlam - når du mindst venter det