mandag den 28. september 2009

QuongaBar

Efteråret er over os, og derfor vender QuongaBar tilbage. Kom til QuongaBar på fredag den 2. oktober fra 16:00 til 18:30 i Teater Katapults Cafe og hør HOLGERS BRULLYUPSORKESTER.

Holgers Bryllupsorkester er ligeglad med navnene på deres musikalske stilarter, taktformer og tonearter, bare publikum og musikanter kommer i ordentlig bryllupsstemning. Det giver nogle gevaldige spring imellem forskellige (folke)musiktraditioner og dansetrin, og det er altid med øje for at få det melankolske og festlige til at gå op i en højere enhed.

Medvirkende: Holger, Stefan, Astrid, Martin, Peter, Helga.
Holgers Bryllupsorkester spiller kl. 16:00 og et stykke tid frem, men du er naturligvis velkommen til at blive QuongaBar helt frem til 18:30 og nyde øl, glade mennesker, muligheder for networking, god stemning og måske en øl mere. Her kan du også møde en ægte Quonganer, hvis du er ny i Quonga og gerne vil vide hvad det er for noget. Du kan naturligvis også blive hængene på Teater Katapult og se "Forlad os vor skyld", en københavnsk såkaldt "independent"-gruppes repremiere på deres første forestilling her i provinsen, som spiller den selvsamme aften.

QuongaBar er Quongas fredagsbar, som hver den første fredag i måneden resten af året vil være din egen personlige alternative fredagsbar i midtbyen.

Forlad os vor skyld.

af Dark Horse Inc.

En absurd, socialrealistisk kærlighedshistorie

Repremiere d. 30. september på Katapult, Århus
Med: Maja Clementsen Hansen og Anders Aaman Anderskov
Instruktion: Camilla Bonde

”Det gælder konstant bevægelse... En ny tid er kommet... Du må give slip...”
Det nystartede teaterkompagni, Dark Horse Inc. har allieret sig med
dramatikerelev Caroline Malling fra dramatikeruddannelsen ved Århus Teater
og genopsætter et stykke ny dansk dramatik: Forlad os vor skyld.
I vores tid er kernefamilien og kønsroller problematikker, der næsten dagligt
bliver sat til offentlig debat i folketinget og i medierne, ligesom forskningen i
køn på universiteterne vinder mere og mere anerkendelse. Det er blandt
andet spørgsmål om hvem der har ret til – og patent på idealet om
kernefamilie. Er det kun kvinder der må være desperat skrukke? Med Forlad
os vor skyld blander Dark Horse Inc. sig i den offentlige og samfundsmæssige
debat om, hvorvidt tiden er løbet fra kernefamilien.

En kassedame (Maja Clementsen Hansen) stilles til regnskab af en mand
(Anders Aaman Anderskov), der vil vide hvorfor hun ikke elsker ham mere. I
en stærkt fysisk og absurd socialrealistisk iscenesættelse bliver mødet
mellem parret en tour de force ind i kampen mellem drømmen om
kernefamilie og retten til at følge sine egne veje og drømme i en historie om
kærlighed, ofre, skyld og tilgivelse.

Manuskript: Caroline Malling
Med: Maja Clementsen Hansen og Anders Aaman Anderskov
Instruktion: Camilla Bonde.
Lysdesign: Eva U. Handberg.
Producent: Signe Egebæk Andersen og Tania Rangstrup Christensen
Spilleperiode: 30. september – 3. oktober 2009, ons-fre kl. 20, lør kl. 16.
Spillested: Katapult, Rosensgade 11, 8000 Århus C
Billetbestilling: tlf: 86202699 / www.katapult.dk - Billetpris 80- 100 kr.
Læs mere på: www.darkhorseinc.dk

BIG BANG!

Vil du være en del af fremtidens teater – teater 2.0? Hvor idéer er fælles guld og kreativitet noget vi skaber sammen? Hvor vi pakker rundbordsdiskussionerne væk og går på gulvet? Og hvor det ikke længere handler om hvordan, men hvad vi vil!
Vi tror på at idédeling og samarbejde er vejen frem. Tag ikke fejl – mange idéer er blevet til under rødvinssamtaler, men endnu flere er forsvundet i tågerne, fordi ingen fulgte op i praksis.

Teateret er en kollektiv kunstart, og vi ønsker at jeres idéer bliver fulgt op i praksis. Så hvis du har den helt rigtige idé – eller den helt forkerte – så send den, via os, ud i plenum. Ud af de indsendte idéer vælger vi så fælles 5 grundidéer som vi sammen vil bruge en uge af vores liv på. Undervejs vil man få professionel supervising, scenerum, forplejning og indsigt i forskellige arbejdsmetoder.

Det hele kulminerer i en aften med visninger på Entréscenen, hvor deltagere og publikum til sidst vil blive guidet igennem en labyrint af spørgsmål om vækstlagets rolle, forhindringer og fremtid, samtidig med at vi kårer den bedste ide. Vinderen har en spændende præmie i vente!

Big bang er for alle der vil arbejde med scenekunst, så er man musiker, billedkunstner, danser eller noget helt andet, men stadig har lyst til at byde ind med ideer, er man naturligvis inviteret!

Big Bang ligger fra den 14. til den 21. november, og for at deltage er det vigtigt, at man kan være der alle dage, ikke mindst være der til visningen den 21 november.

For at tilmelde sig, skal man sende sit navn, telefonnummer og din ide (kan være en synopsis, en beskrivelse, en scene) til ane(a)quonga.dk

Tilmeldingsfrist den: 23 oktober 2009

Big Bang bliver arrangeret af Entréscenen og Quonga i samarbejde med Katapult, Kulturhus Århus og Danseværket.

tirsdag den 22. september 2009

Studerende på medievidenskab søger skuespillere til tv-spot om sexchikane

Vi skal bruge tre personer - to kvinder og en mand. Alle tre gerne nogen der ikke ligner "skoledrenge og piger" (de skal agere troværdige businessfolk, og må derfor gerne se en forholdsvis "voksne" ud).

Derudover skal vi bruge 5-7 statister (igen med ca. det samme "look").

Spottet udspilles på en typisk arbejdsplads - åbent kontorlandskab, hvor vi ser den daglige gang: folk ved computere, en ved kaffekanden, to der udveksler nogle ord etc. - hvor hyggen/rytmen/atmosfæren pludselig brydes ved, at manden drejer det over på noget snask og placerer en oversized dildo foran sin kvindelige kollega. Hele spottet er så vidt muligt ordløst - så det er ansigtsudtrykkene der skal være i fokus, altså skal vi bruge nogen, der forstår at udtrykke sig ordløst.

Optagelserne af spottet foregår i weekenden fredag-lørdag-søndag d. 2.-3.-4. oktober (formentlig ikke alle tre dage).

Interesserede bedes kontakte undertegnede på tlf. 26.36.34.90

På forhånd tak, Emilie

Wake up and smell the Coffee

Kære Quongafolk så er det tid til at komme i teateret igen!!!

Teateriet giver nu alle folk der er med i Quonga (det vil sige dig der modtager denne mail) mulighed for at komme på Katapult og se forestillingen WAKE UP AND SMELL THE COFFEE for 50 kr. Du skal blot i døren sige Quonga når du køber billetten.

Forestillingen spiller d. 22.9, 23.9 & 24.9 kl.20, på Katapult.

For mere info om forestillingen se nedenfor eller på www.teateriet.dk, for fin anmeldelse se også http://aoa.dk/scene/artikel/wake-and-smell-coffee


-------------------------------------

Kenneth Anderson og Teateriet præsenterer

Wake up and smell the Coffee


- Så er det på tide at se realiteterne i øjnene:
Eric Bogosians anmelderroste monolog i ny dansk opsætning på Teater Katapult.

Bag om stykket

Wake Up and Smell the Coffee er skrevet af den prisbelønnede forfatter Eric Bogosian i 2000.
Flere af hans stykker er filmatiserede bla. Talk Radio som ingen ringere end Oliver Stones
lavede en film ud af i 1988. Bogosian er kendt for sin skarpe, vittige og samtidsrevsende stil.
Og Wake up and smell the Coffee er ingen undtagelse. Pressen sagde at ”man her ser
Bogosian når han er sjovest, klogest og vredest” (Docurama).

Det er danske Kenneth Andersson fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, som i første
omgang oversatte og bearbejdede Wake Up and Smell the Coffee til hans afsluttende
soloprojekt i 2008. Nu har han i samarbejde med Teateriets Nikolaj Mineka lavet en opdatering
af monologen som får premiere på Teater Katapult torsdag d. 17. september kl. 20.00.

Bidende samfundssatire

Det lader til at jagtsæsonen er gået ind på alt og alle i denne skarptandede monolog, der giver
et brutalt ærligt, men samtidig chokerende underholdende alternativ til mainstream
tankegangen. Wake up and smell the Coffee er en vild tur gennem en kavalkade af farverige
karakterer, der stikker til popkulturen, konformiteten, religiøst hykleri og selveste den
menneskelige natur. En meditation over at nå op på toppen af rangstigen og at falde ned af
den igen. Det er en fortælling om en Hollywood-producer, der vil score kassen på en
flykatastrofe. Om en indisk guru med tvivlsomme motiver. Om manden i guldkortkøen og om
Satan som den moderne sælger.

Hvad: Wake up and smell the Coffee Hvor: Katapult, Rosensgade 11, 8000 Århus C Hvornår: 17-18/9 kl. 20.00; 22-24/9 kl. 20.00 Hvor meget: 120/85 stud. pens, grp o. ti. Hvordan: Billetter hos Katapult på 86 20 26 99 eller via www.katapult.dk

Med venlig hilsen
KATAPULT

Teaterworkshops hos Move’n Act efterår 09

Michael Chekhov teknik

Koncentration – Forestillingsevne – Kropsliggørelse

Du har her en enestående mulighed for at få Chekhovs teknikker helt ind på kroppen. Lær at skærpe din modtagelighed over for selv de fineste sindsbevægelser, at styrke din udtryksformåen og at skabe en harmonisk ligevægt mellem tanker, følelser og vilje.

Workshoppen finder sted d. 9.-11. november 2009 og ledes af skuespiller, instruktør og underviser, Anja Behrens, der er uddannet ved Michael Tschechow Studio i Berlin og opvokset i Tyskland. Der undervises på engelsk.

Tilmeldingsfrist d. 18. september.

Physical Comedy

Hvornår er det sjovt? Hvad ler vi af? Og hvorfor?

Komedie er serious business. Kom og lær hemmeligheden bag det store grin.
Workshoppen ligger d. 6.-8. november 2009 og ledes af amerikaneren Michael Fields, der er skuespiller, instruktør og teaterpædagog, samt kunstnerisk leder af Dell’Arte Players Company. Undervisningen foregår på engelsk.

Tilmeldingsfrist d. 16. oktober.

Fra Historie til Scene

Hvordan levendegøres fortællingen i det sceniske rum?

I denne workshop arbejder vi med personliggørelse af karakteren. Workshoppen foregår d. 27.-29. november og henvender sig til skuespillere, som vil stifte bekendtskab med fremgangsmåder i det praktiske teaterarbejde. Kurset ledes af Mikhail Belinsson – skuespiller, instruktør og underviser – og leder af skuespilleruddannelsen GITIS Scandinavia i Århus.

Tilmeldingsfrist d. 16. oktober.

Læs mere om kurserne på www.movenact.dk, hvor du også kan tilmelde dig.
Alle kurser foregår på Brobjergskolens studioscener i Århus.


Vel mødt!

Move’n Act

torsdag den 10. september 2009

Historien om hvordan man slår sin familie ihjel - på Katapult

Teater Momentum vol. 3

Historien om hvordan man slår sin familie ihjel
- Staged Reading (frit efter Pelikanen af Strindberg) på Katapult fredag d. 11. sep. kl. 20.00

De fleste børn når til et punkt, hvor de ikke gider deres forældre. Hvad hvis det er omvendt? Er man mor bare fordi man har født et barn? Er moderskabet nødvendigvis et møbel i enhver kvindes indretning? Og hvad hvis hun har lyst til at kyle det ud ad vinduet?

FRI ENTRE FOR QUONGA FOLKET :-) fribillet skal reserveres på 86202699

Læs mere og se trailerwww.katapult.dk

Momentum har premiere på forestillingen 9. okt. i Odense.
Bedste hilsner
Torben
Katapult

mandag den 7. september 2009

Sangundervisning

Står du og skal til en optagelsesprøve på enten Skuespillerskolen, Musicalakademiet eller Musikkonservatoriet, skal du synge en sang til en audition, har du et specifikt sangteknisk problem eller kunne du bare godt tænke dig at blive bedre til at synge- så vil jeg gerne hjælpe!

Jeg er uddannet sanger fra Det jyske Musikkonservatorium og har undervist siden 1997, siden 2002 på Det danske Musicalakademi i Fredericia, hvor jeg også har siddet til et par optagelsesprøver. Jeg underviser på alle niveauer fra nybegynder til proffessionel og i næsten alle stilarter (ja, jeg kan nok ikke lære dig at growle, hvis du gerne vil starte dit eget metal-band).

Hvis du er interesseret så ring til mig på 28761871 og lad os få en snak om dine ønsker eller skriv til mig på ennits(a)hotmail.com

Mange venlige hilsner
Stinne Henriksen