søndag den 29. juni 2008

Quongafest 2009

Kære Quonganere

Quongafest 2008 blev en langt større succes end vi havde turdet regne med. For at være i lidt bedre tid går vi allerede i gang med at arrangere Quongafest 2009 i august. Vil du være med til at gøre den nye Quongafest endnu bedre end den gamle? Vi holder opstartsmøde for den nye arrangørgruppe

søndag den 10. august kl. 19:00
hos Frontløberne, Mejlgade 35 B, 1. sal (den bagerste baggård), Århus.

Alle der har interesse i at være med til at arrangere festivallen er velkomne. Hvis du har interesse for PR, økonomi, teater, overblik, samarbejde, musik, IT, fundraising, kultur, kommunikation, grafik, events, journalistik eller happenings, så har du nu muligheden for at sætte dit fingeraftryk på et stykke nystartet kulturhistorie.

Hvis du gerne vil være med i arrangørgruppen for Quongafest 2009, så skriv en mail til ulrik (a) quonga.dk om dig selv og hvor du evt. gerne vil passe ind i den nye arrangørgruppe. Alle er velkomne, både til mødet og i arrangørgruppen, men jeg vil gerne lige have et overblik over hvem der kommer og hvor mange vi bliver. Hvis du har spørgsmål kan du også skrive til denne mail, eller komme til mødet og få en snak om hvad man skal, hvornår man skal det, og hvor meget man forpligter sig til, og hvor fantastisk det bliver.

Hvis du ikke kan komme til mødet, men gerne vil være med til at arrangere alligevel, så skriv endelig til mig, så kan du komme med til det næste møde. Der er altid plads til en til.

Quonga er et netværk af unge teaterinteresserede, der arbejder for bedre muligheder for det århusianske teatervækstlag, og for at gøre dette vækstlag synligt for sig selv og omverdenen. Se mere på www.quonga.dk.

Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Quongahilsener fra
Ulrik

mandag den 16. juni 2008

Kasernens teaterfestival

Seks forestillinger produceret, iscenesat og fremført af dramaturgistuderende v/Aarhus Universitet.

Forestillingerne spiller torsdag den 19. og fredag den 20. juni, Transit dog også lørdag den 21. juni.

Billetbestilling på kasernensfestival@sol.dk

lørdag den 7. juni 2008

Guddommeliggørelsen

Vi er i en moderne udgave af Sodoma - byen som er dømt til opløsning og undergang. Borgerne er optaget enten af at misbruge hinanden eller søgen efter familie.
Her oprulles et grotesk galleri af relationer, hvor incest, afhængighed og romantik går op i en uskøn og faretruende helhed.
Uret tikker . . .
Eneste advarsel mod katastrofen kommer fra Aben - en repræsentant for Kommunen, der tilbyder at være far for dem alle. Men vil nogen lytte?

Marcus er tæt på at genfinde sin mor,
Ruth har vundet en popstjerne,
Moris hader sin krop,
Sarah leder efter noget far,
Heinze er ved at gøre sit livs handel,
Kadmon kan ikke finde sin søster,
Liva er træt af at holde pause,
Sarah har overlevet et skibbrud.

Alle leder de desperat, men intet ligner sig selv mere. Virkeligheden er i opløsning, alle elsker kun sig selv.

Et moderne, apokalyptisk drama i absurd tilsnit, med en grotesk humor, der gør ondt. Spillet af afgangsholdet på Move’n Acts 1-årige Uddannelse i Scenekunst.

Ann-Charlott Amann
Rasmus Munkner
Signe Søjberg Højlt
Andreas Sindberg
Line Scharling Petersen
Thomas Terkildsen
Annesofie Vinther

Iscenesat af Mikkel Ferdinand
efter manuskript af Nicolas Bro

Spiller på Entré Scenen
9. juni kl 20:00
10. juni kl 20:00
11. juni kl 13:00 & 20:00
samt
12. juni kl 20:00

Billetpriser:
Normal kr. 50,-
U. 25 år samt studerende kr. 40,-
Grupper o. 10 kr. 30,-

Billetbestilling 86 19 00 79
eller
sceneskolen (a) movenact.dk

Kulturelt sammenskudsgilde

Kære alle Quonganesere
Jeg er med til at arrangere en superfed event i Gellerupparken d. 8. juni, som jeg håber at I andre vil deltage i. Det er et kulturelt sammenskudsgilde, hvor der kommer e n Sendefærd fra Holstebro Festuge og Odin Teatret til Århus bestående af over hundrede dansere, musikere og andre optrædende. der vil gå i optog fra Bazar Vest til Festpladsen i Gellerupparken, og undervejs er meningen at de skal mødes af forskellige kulturaktører fra Århus, som følger trop til festpladsen. Her er det meningen at der skal opføres en modtagelse af af de delegerede fra Holstebro, og gaver skal udveksles. Herefter er det meningen at der skal opføres en slags forestilling som er en blanding af indslag fra Holstebro og fra Århus. Bagefter spiser de optrædende et måltid sammen tilberedt af en gruppe fra Gellerup. Vi i arrangør gruppen har brug for flere indslag af ca. 5 minutters varighed til selve forestillingen. Det kan være af meget forskellig karakter sålænge det kan være interessant for andre at se på. Så hvis du eller din gruppe har noget, som I gerne vil dele med andre er det velkomment. Man kan jo også bruge det som reklame for noget man er ved at lave. I kan kontakte mig på jeppe (a)entrescenen.dk
eller tlf.: 61676177 hvis I vil høre mere eller har en god idé.

Hvis ikke man synes man kan eller har tid til at bidrage med noget til forestillingen, er man altid velkommen til at dukke op og støtte op om arrangementet. Det er gratis åbent for alle og bliver forhåbentlig en stor fest. Jeg vedhæfter lige projektbeskrivelsen og en invitation.

de bedste hilsner
Jeppe H. Nissen

Sweet City Vibes

Til Teater-godtfolk og alle kreative sjæle i Århus og omegn:

Fredag d. 13 juni krydser vi fingre og svinger dørene op for endnu en fejring af det søde liv: Sweet City Vibes, en fejring af de små og store guld- og sølvkorn der findes rundt omkring byens afkroge. Vi vil forene forskellige kunst- og udtryksformer på tværs af genrer, lave nogle utraditionelle blandinger og få nye frø på scenen. Derudover er ideen i høj grad at opbløde grænserne mellem publikum og performer, ved live-maling, talerstol, workshops og masser af legetøj at gribe fat i. Vi starter tidligt på eftermiddagen med børn, historiefortælling, workshops, gøgl, musik, ansigtsmaling mm. Vi håber også at stable et lille show på benene med teater, gadeteater, gøgl og cirkus. Senere åbner vi en biograf med kortfilm, hvorefter scenen bliver elektronisk med vj. Puderummet er en form for varieté for poeter, sangskrivere og alt hvad der kan støves op af freaky shows præsenteret i henslængt vandpibestemning. I live-rummet tegner det på balkan, latin og tango - det hele er stadig under opsejling...
Derfor: Hvis nogle derude har lyst til - eller kender nogle der lyster - at springe på med en lille perfomance, klovnerier, maskespil, mimespil, historiefortælling, dukketeater, tryllekunst, noget interaktivt rollespil - eller bare joine med nogle løjerlige karakterer eller noget andet - ville det være ganske fantastisk!

Det foregår på Trøjborg Beboerhus, tordenskjoldsgade 31 - og tøv ikke med hvilke som helst spørgsmål eller ideer - spred det glædelige budskab!

Med håb om gensyn og god vind....

Sweet City Vibes
www.myspace.com/sweetcityincident
sweetcityincident@gmail.com

evt Freja : 60 64 68 61, frejask (a) hotmail.com

Spids det lækkersultne øre og følg den lille kanin...