søndag den 10. maj 2009

Dramatikerworkshop

Går du rundt med en dramatiker i maven?
Har du et manuskript - eller dele af et - liggende i skrivebordskuffen?
Trænger du til hjælp til videreudvikling?


Så kan du blive én af de heldige deltagere i Teater Katapults nye skrive- og workshopgruppe!


Siden 2002 har et af Teater Katapults vigtigste bidrag til det danske kulturliv været udvikling og iscenesættelse af den nye danske samtidsdramatik. Vi har gennem flere år formået at tiltrække og fastholde mange af de kreative og talentfulde kræfter, der findes inden for den dramatiske virksomhed og ikke mindst fungeret som bindeled mellem dramatikeren og den professionelle scene. Mange nu professionelle dramatikere har trådt deres barnesko på Teater Katapult.
Denne udvikling skal naturligvis konstant vedligeholdes, fastholdes og presses, og derfor inviterer Teater Katapult alle nye dramatikertalenter til at ansøge om at komme med i den nyoprettede skrive- og workshopgruppe. Via skrivegruppen er der mulighed for at sparre, lade sig stimulere og netværke med de andre dramatikere samt en styrende og vejledende dramaturg. Ud over skrivegruppemøderne deltager de udvalgte talenter i to heldags workshops med hhv. manuskriptforfatter Abelone Koppel, som underviser i sit populære forløb ”Heltens rejse” og dramatiker Lene Marie Olsen.
Forløbets store finale er et professionelt reading-forløb, som de tre bedste manuskripter gennemgår. To af disse i form af en traditionel, offentlig rehearsed reading på scenen og én i form af en ”walking reading” i byens rum via Teater Katapults nye medie AudioMove.

Og hvordan foregår det så?

  1. Du indsender et færdigt/delvist færdigt/brudstykker af et manuskript (ikke synopsis) til Teater Katapult senest mandag den 25. maj kl. 16.
  2. De 6 manuskripter med mest potentiale udvælges.
  3. De 6 udvalgte dramatikere deltager fra medio juni til ultimo oktober i 4 skrivegruppemøder og to heldags workshops i Århus.
  4. Af de 6 (videreudviklede eller helt nye) manuskripter udvælges de 3 bedste, som i løbet af november gennemgår et 3-dags prøveforløb med professionelle instruktører og skuespillere. De 2 manuskripter fremføres for et publikum som offentlige readings og det tredje som ”walking reading”.

Kriterier for deltagelse:

  • Dit indsendte manuskript skal bestå af min. 5 siders sammenhængende dialog – og gerne mere.
  • Du skal være klar til at videreudvikle dit manuskript eller skrive et helt nyt, modtage kritik og respons i en udviklingsdialog, ”kill your darlings”, respondere på de andres manuskripter og ikke mindst deltage aktivt i alle møder og workshops.
  • Du skal være forberedt på at få en del hjemmearbejde mellem de enkelte skrivegruppemøder og workshops.

Vi ser frem til at modtage en masse spændende, aktuelle, sørgelige, sjove, skæve og lige manuskripter, der på bedste Katapult-vis kan hjælpe os til at ”slå autopiloten fra”!

Manuskriptet mailes til Mette Marie Christensen, Teater Katapult, på adressen:
mettemarie(a)katapult.dk

Hvis mail ikke er en mulighed, send da til:
Teater Katapult
Rosensgade 11
8000 Århus C
mrk. ”manuskript”