onsdag den 24. september 2008

Diagnose af teatergruppen Porcelænsdukken

Kom og se Diagnose på Teater Katapult fra 1. til 4. oktober.

Diagnose er en selvskrevet moderne samfundskomedie, der retter sig mod et ungt publikum.
Det beskriver et samfund, hvor eksperternes ord er lov: En mand får stillet diagnosen sindssyge. Han forstår det ikke selv, da han umiddelbart føler sig helt normal. Vi ser hvordan han tager kampen op mod et samfund, der stoler blindt på ’eksperternes’ ord, og hvordan han langsomt selv kommer i tvivl om, hvorvidt han faktisk er syg.

Hvornår er et menneskesind sygt? Har vi overhovedet ret til at diagnosticere ud fra en given forestillingsmodel? Har vi ret til at vælge for andre, at tvinge folk i behandling? Hvem kan udråbe sig til ekspert i noget så komplekst som det menneskelige sind?

Diagnose er historien om et samfund, hvor eksperternes ord er lov. Forestillingen handler om frisind, ignorance, ekspertkultur og retfærdighed. Tempoet er højt med mange karakterskift og masser af humor. Tematikkens alvor sniger sig langsomt ind i fortællingen, det holder op med at være sjovt, det bliver sjovt igen, frustrationen eksploderer…

Om Porcelænsdukken
Porcelænsdukken er en uafhængig teatergruppe, der blev grundlagt i starten af 2007 af skuespillerne Simon Brønnum (25), Mads Fahnøe (24) og Jonas Schnor (23). Der ud over virker Victor Eg Frølund som dramaturgisk assistent for gruppen.

Vi arbejder primært med vores egne idéer, skriver manuskripter og sætter vores stykker op på tilgængelige scener. Lejlighedsvis tager vi udfordringen op og opsætter etablerede teaterstykker.

Vi er ambitiøse, nytænkende og fulde af ungdommelig energi.
Så hvorfor Porcelænsdukken?
Fordi Porcelænsdukken ikke er bange for at udfordre sit publikum. Fordi Porcelænsdukkens stykker leveres i et tempo, der appellerer til et moderne publikum, vant til MTV og fastfood. Fordi vi har noget at sige. På grund af energien.

Don't miss out!


Praktisk info
Spillested
Teater Katapult
Spilletid
Onsdag den 1. oktober kl. 20:00
Torsdag den 2. oktober kl. 20:00
Fredag den 3. oktober kl. 20:00
Lørdag den 4. oktober kl. 16:30
Billetter
80 kr. / 60 kr.
Tlf.: 86 20 26 99
Hjemmeside
http://aabnescene.katapult.dk/arrangement.asp?id=8
http://www.myspace.com/porcelaensdukken