mandag den 27. april 2009

Teater i Lyd 2 - workshop i København

I samarbejde med radioteater-netværket Dramahertz, Dramatoriet og VILDSKUD - festival for uafhængigt teater inviterer TeaterHUSET i København til endnu en Teater I Lyd-workshop.

Om Teater I Lyd

Teater I Lyd fandt første gang sted i 2008, hvor arrangmentet generede ny inspiration for både uprøvede og garvede scenekunstnere, nye samarbejdskonstellationer i det uafhængige teatermiljø, nyt professionelt lydudstyr til TeaterHUSET og Universitetsradioen - og, vigtigst af alt, en række spændende radioteater-produktioner.

Den succes skal bestemt gentages, og det bliver den henover sommeren 2009. I år har Teater I Lyds projektgruppe, bestående af folk fra Dramahertz, Dramatoriet og TeaterHUSET, som noget nyt indgået samarbejde med teaterfestivalen VILDSKUD. Det betyder, at årets Fælleslytning bliver en del af VILDSKUDs caféprogram, og derfor kan nå ud til endnu flere mennesker.


Workshoppens indhold

Teater I Lyd byder på en velafstemt blanding af teori og praksis. Målet er at producere et stykke radiodrama af ca. 5 minutters varighed, men for at dette skal lykkes, er det naturligvis vigtigt med noget baggrundsviden, såvel dramaturgisk som teknisk. Derfor starter workshoppen med en inspirationsdag, hvor engagerede oplægsholdere fra radiodramabranchen vil fortælle om radioteater som medie og svare på spørgsmål fra workshop-deltagerne. Desuden vil dagen byde på et mini-kursus i brugen af mikrofoner, optageudstyr, redigeringsprogram og anden teknik.

Endeligt er der selvfølgeligt også afsat tid til at gennemgå og diskutere årets manuskript, som projektgruppen på forhånd har udvalgt blandt indsendte bidrag fra Dramatoriets medlemmer.

Ugen efter finder optagelserne sted, med assistance fra Teater I Lyds tekniker Mikkel Hjort Hansen, og herefter er det op til deltagerne selv at klippe materielet sammen til et stykke radiodrama, som præsenteres på VILDSKUD. Også til redigeringen er der mulighed for teknisk sparring.


Datoer

2. august 10-17: Inspirationsdag

9. august 10-19: Optagelser

Uge 33: Redigering

20.-23. august: VILDSKUD festival


Pris: 250 kr

Antal pladser: 3 instruktører, 9 skuespillere

Tilmelding

Senest 1. juni til maria_s_clausen(a)yahoo.dk

Skriv lidt om hvad du tidligere har lavet. Alle er velkomne - uanset erfaring.

Omkring d. 15. juni udsendes svar om deltagelse og flere praktiske informationer.


Mange hilsner

Projektgruppen

Mikkel Hjort Hansen (Dramahertz)
Julie Kirkegaard (Dramatoriet)
Sandra Skaaning (Dramahertz)
Maria Søndberg Clausen (TeaterHUSET)