tirsdag den 4. august 2009

QUONGA PÅ BANEN 2009

I efteråret gentager vi succesen Quonga på Banen fra sidste år, så går du med en drøm om at skrive, spille eller instruere teater, er chancen her nu.
Quonga på Banen er en projektworkshop, hvor der lægges vægt på samarbejde og kreativitet og fokuseres på midlet frem for målet. Tre grupper bestående af henholdsvis en dramatiker, en instruktør og tre-fire skuespillere får en forlænget weekend til at arbejde med et kort stykke, som dramatikeren forinden har haft en måned til at skrive. Processen ender med en arbejdsvisning, hvor de enkelte grupper præsenterer for et publikum, hvad de er nået frem til i løbet af weekenden.

De tre dramatikere har fra d. 31. august til d. 2. oktober til hver at skrive et stykke af en varighed på 15-20 minutter. Forinden har dramatikeren fået en beskrivelse af skuespillerne i dén gruppe, han eller hun skriver til.
D. 5. oktober udleveres manuskriptet til de tre instruktører og skuespillerne. Instruktørerne får desuden navnene på ”deres” skuespillere, og skuespillerne får at vide, hvilken rolle, der er dem tiltænkt. Meningen er, at hverken dramatikere eller skuespillere kender de øvrige gruppemedlemmer, før de mødes torsdag d. 15. oktober.
Selve workshoppen foregår fra torsdag d. 15. oktober kl. 15.00 til søndag d. 18. oktober kl. cirka 22.00.
Visningen af det foreløbige produkt sker mandag d. 20. oktober om aftenen.
Quonga sørger for lokaler og delvis forplejning i arbejdsweekenden.

Deltagelse i workshoppen kræver ikke andre forudsætninger end lyst og entusiasme. Udvælgelsen af deltagere sker ved først-til-mølle-princippet.

Tilmeldingsfrist er d. 20. august 2009

Tilmelding samt eventuelle spørgsmål rettes til Kathrine Abel på shosha(a)ofir.dk, tlf. 5050 7918 eller Gry Sandager Møller på gsm_sunrise(a)ofir.dk, tlf. 2232 7440.

Skriv navn, alder og hvilken funktion, du ønsker.
Deltagere får besked d. 31. august, hvor øvrige retningslinjer samt mødetidspunkter også udleveres.

Vi glæder os til at høre fra dig og ser frem til et spændende projekt.

Mange hilsner fra Quonga.

Tidsplan:
d. 20. august – tilmeldingsfrist.
d. 31. august – besked til deltagere. Dramatikernes skriveperiode begynder.
d. 2. oktober – deadline for dramatikerne.
d. 5. oktober – instruktørerne får manuskript + navne, skuespillerne får manuskript + rolle.
d. 15. oktober – selve workshoppen starter kl. 15.00
d. 18. oktober kl. 22 – det planlagte arbejde stopper.
d. 19. oktober – arbejdsvisning om aftenen.