lørdag den 27. december 2008

Invitatino til åbent hus på GODSBANEN

Lørdag d. 10. januar inviterer vi til ÅBENT HUS i de gamle godsbanebygninger.

Fra kl. 12.00 – 15.00 slår vi dørene op for alle, der har lyst til at se de historiske bygninger, som skal omdannes til kulturproduktionscenter i løbet af de kommende år. Der vil være mulighed for at gå på opdagelse på egen hånd i både hovedbygningen og hallerne, men der vil naturligvis også være repræsentanter fra Kultur og Borgerservice på stedet, som kan imødekomme spørgelysten hos de besøgende.

Har du noget på hjertet – meninger, idéer eller kommentarer til den igangværende omdannelse af godsbanen til et kulturproduktionscenter – bør du også besøge det særlige ”Ris&RosRum”.

Her kan du bogstavere eller illustrere dine input direkte på bygningens vægge. Ud over at blive dokumenteret og inddraget på lige fod med alle andre borgerhenvendelser vil disse input blive stående tilbage på rummets vægge som inspiration til de arkitekter, som til foråret skal give deres bud på, hvordan produktionscentret skal indrettes.

Alle besøgende vil desuden blive budt på en kop rygende hed suppe til at holde varmen på.

Vi håber, at rigtig mange vil trodse det danske vejrlig, iklæde sig vintertøjet, tage en pause i julegavebytningen og lægge vejen forbi Godsbanen.

Se også www.godsbanen.dk


Med venlig hilsen

Kultur og Borgerservice