fredag den 1. februar 2008

Vildskud

VILDSKUD

- teater med bobler i !

d. 21. – 24. august 2008

VILDSKUD, teaterfestivalen for uafhængigt teater, afholdes i år for
femte gang. Efter sidste års succes vil festivalen igen finde sted i
Huset i Magstræde og TeaterHUSET. Vi glæder os til at kaste os ud i en
stor teaterfest med masser af nyt teater, kreative mennesker og
udfordrende oplevelser!

VILDSKUD opstod i 2003, fordi en række unge teaterfolk ønskede at
opsøge, samle og synliggøre det danske uafhængige teatermiljø. Siden
da har festivalen været en gentagende årlig succes for både
medvirkende og publikum.

VILDSKUD samler de kreative kræfter i det uafhængige teatermiljø i en
ramme, der øger opmærksomheden på den produktive og
grænseoverskridende teaterscene. Samtidig ønsker VILDSKUD at styrke
den interne kontakt mellem kræfterne i miljøet, så der skabes en
kreativ synergieffekt med kunstnerisk sparring og nytænkning.

Forestillingerne på VILDSKUD kendetegnes ved kunstnerisk kvalitet,
høje ambitioner og originalitet. Det er teater, der vil tænke nyt og
vise nyt. Det er teater, der ikke presses ned i en bestemt velkendt
form, men dyrkes på egne præmisser. Således er der heller ikke
bestemte stilmæssige kriterier for hvilke stykker, der udvælges til
festivalen.

VILDSKUD er mere end forestillingerne. Gennem diverse arrangementer
under festivaldagene, skabes der mulighed for at opleve og komme i
kontakt med nye sider af teateret og undergrundsmiljøet.

Har du et teaterprojekt du brænder for at vise frem? Vil du bidrage
til det uafhængige teatermiljø?

Så søg om at komme med på VILDSKUD 2008.


Ansøgning

For at kunne deltage i VILDSKUD festivalen 2008 skal du/I udfylde
vedhæftede ansøgningsskema og sende det til info@vildskud.dk eller
TeaterHUSET, Rådhusstræde 13, 1466 København K, (mærk kuverten
VILDSKUD). Ansøgningen skal være VILDSKUD i hænde inden d. 1. marts
2008 kl. 12.00.

Alle interesserede opfordres til at søge.

Der prioriteres ansøgere, som viser kreativitet, vovemod og dristighed.

Der prioriteres ansøgerne, som arbejder ambitiøst og grundigt.

Alle ansøgere vil blive inviteret til samtale med henblik på at give
ansøgere mulighed for at forklare, hvordan deres produktion er tænkt.
Efterfølgende vil arrangørgruppen udvælge deltagerne for VILDSKUD
2008. Samtalerne vil finde sted mellem d. 9. og d. 11. marts. Ansøgere
med længere rejsetid vil have forrang til samtale søndag d. 9. marts.

Tidspunkter for samtaler meddeles d. 3. marts. I uge 14 udsendes
endeligt svar vedr. deltagelse.

Tekniske oplysninger
Festivalen udspiller sig på fire scener med plads til mellem 40-60
tilskuere. VILDSKUD stiller hvidt grundlys, lyd, stole og podier til
rådighed på scenerne. Yderligere teknik samt teknisk afvikler må
grupperne selv sørge for, i koordination med VILDSKUD.

Kontakt
Hvis du/I har spørgsmål, kommentarer eller andet på hjertet er du/I
velkommen til at kontakte Vildskud på mail: info (snabel-a) vildskud.dk eller
ring til Maria Clausen på tlf. 30 42 03 81.

Vi glæder os til at høre om dine/jeres idéer.

Varme hilsner
VILDSKUD '08

Mange hilsner
Stine Eva Jørgensen
Projektkoordinator

TeaterHUSET
Rådhusstræde 13
1466 København K
Tlf: 35102522
www.teater-huset.dk